Sige fra og sætte grænser

Sige fra og sætte grænser
sige-fra

Jeg vil sige, at det kræver indre styrke at turde sige fra. Det kræver en god portion mod at stoppe op og sige fra, når ens personlige grænser er nået eller overskredet.

Man kan være så frygtelig bange for at skubbe andre væk med et nej, eller tro at andre ikke kan lide en, hvis man siger sin mening.

Tør du sige fra? Kender du dine grænser?

Herunder kan du læse en historie om at sætte grænser og lytte til sine behov. Det er en ung pige, som har skrevet denne personlige fortælling.

Jeg sagde fra!

Jeg går ud fra, at vi alle på en eller anden måde har oplevet at blive misforstået. Når din onkel altid skal stikke til dig med alle sine bemærkninger om dine fejl og mangler. Når dine bedsteforældre ikke forstår, hvor svært det kan være at følge med i skolen med lektier. Og når din hjerne først kommer i tanke om den problemregning, du skal lave i sidste øjeblik. Lige mens du er ved at se dit yndlingsprogram i fjerneren.

Livet byder på en masse udfordringer. Flere tusind. Og oftest kommer de alle sammen væltende, når hverdagen i forvejen er ved at gå lige lovlig meget fra hinanden. Man tror, at det da i hvert fald ikke kan blive være, men der tog man virkelig godt og grundigt fejl.

At sige fra

I går sagde jeg fra. I går gik jeg imod. I går stod jeg op for mig selv… Tog mig selv seriøst. Lyttede til mine behov og grænser. Lavede et aftryk i mine omgivelser. Et poteaftryk kunne man kalde det. Ikke den slags fra f.eks. en stilethæl, hvis eneste formål er at holde andre nede for selv at få mere plads til at brede sig, uden at tænke på den skade man selv forvolder. Nej. Jeg ville nærmere kalde det et aftryk fra en bjørnelab. Et tryk der kan mærkes, men som ikke smerter eller skaber ubehag. Jeg gjorde ham blot opmærksom på, at det her ville jeg ikke være med til længere. Nu måtte det stoppe.

Forskellige drømme, behov og grænser

Efter jeg har skrevet alt der her, tror du sikkert, at det er noget meget slemt. Måske ville du ikke synes, det var noget særligt… Men prøv at forestille dig den mest ubehagelige måde andre kunne behandle dig og tale til dig på. Det var sådan, det føltes for mig.
Vi er alle meget forskellige mennesker med forskellige drømme, behov og grænser. Så måske kunne han slet ikke se, hvordan jeg havde det med hans opførsel. Måske troede han, det var sjovt. Sådan kan man komme til at tro… Og jeg vil da indrømme, at jeg sikkert heller ikke altid er ligeså forstående over for alt og alle, som jeg ellers ville ønske, jeg kunne være. Men hvis vi alle gør vores bedste for at sætte os ind i andres sted og forsøge at se det hele fra andres synsvinkel. Måske vil vi da blive bedre til at forstå. Som min mormor altid siger, så vil vi alle ”smide skyklapperne” en dag og begynde ”at se ud over vores egen næsetip”.

Hvor er grænsen?

I et år har sygdom også været fast inventar i min hverdag. Og man kan rolig sige, at jeg er ved at blive godt og grundigt træt af al’ den liggen ned og ikke at have energi til andet end, ja, at se lidt fjernsyn og have ondt i maven. Denne her gang har jeg så været så ”heldig”, at min sygdomsperiode har ligget lige oveni i en stor skoleopgave. Hvilket ikke er det mest opmuntrende. Og især ikke når man døjer med et endnu ukendt ”energiudsugende-bakterie-fænomen” som ingen læger lader til at kunne gennemskue.

Alt dette delte jeg med ham. Nok fordi jeg bare havde behov for at dele min frustration med en eller anden, som ikke havde hørt historien hundrede gange. (I dette tilfælde mine forældre). Men jeg fik en helt anden reaktion, end jeg havde regnet med. Først blev jeg rimelig chokeret. Men så tog jeg mig sammen og sagde ham imod. Viste at nu havde han overtrådt grænsen.

At gætte andres ønsker og behov

Mange mennesker går rundt og tror, at andre kan gætte, hvad de vil have. (Sikkert også mig en gang i mellem). Indirekte ønsker man tit, at ens ven eller forældre bare kan regne ud, hvad man tænker. Men det kan bare ikke lade sig gøre. Selvfølgelig ville det være rart, hvis man bare via tankerne kunne informere andre om ens behov og den slags. Og det ville jo også medføre, at vi bedre ville kunne sætte os ind andres sted. Men efter i går har han i hvert fald fået et indblik i mine tanker.

Jeg havde kort forestillet mig, at han også ville gøre grin med min indvending imod hans forsøg på at være sjov. Men overraskende nok åbnede han ørerne og lyttede. Han virkede meget flov faktisk. Jeg har aldrig set ham flov før, men denne gang sagde han undskyld. Og jeg havde en dejlig følelse i kroppen bagefter. Det føltes som om… ja måske lyder det plat, men det føltes som om en sten faldt fra mit hjerte. Jeg havde taget mig sammen og vist ham mig, og hvordan man ikke skulle behandle mig.

At blive taget seriøst

Efterfølgende når vi har set ham igen, har han virket oprigtigt ked af det. Altså ikke ”græde-ked-af-det” men mere ”du-må-undskylde-min-opførsel-ked-af-det”. Især bed jeg mærke i, at hver gang han skulle til at sende en joke afsted i min retning, kom han lige i tanke om, at: ”Når nej. Det er ikke sådan man taler til hende. ” Og det var det behageligste af det hele. Pludselig at blive taget seriøst af en mand, der ellers tit havde gjort grin med mig. Ikke længere føle sig ubetydelig. Føle at jeg er noget værd.

Skrevet af Sara

Hvis bøvler du med at sige fra og sætte grænser, kan teenagecoaching være en hjælp til dig.

 

Teenagecoach, foredragsholder og forfatter