At tage fejl

At tage fejl

At vælge rigtigt eller forkert

Herunder kan du læse et ungt menneskes overvejelser om at vælge, tage fejl og vælge om igen:

At tage fejl

Jeg var næsten 100% sikker på, at jeg, efter jeg var blevet færdig med gymnasiet, ville tage et eller to sabbatår og derefter søge ind på litteraturhistoriestudiet på universitetet i Århus. Jeg var i studiepraktik, for ni måneder siden, for at afprøve uddannelsen og opleve miljøet omkring universitetet, og for hver dag blev jeg gladere og mere sikker på, at det var det rigtige for mig. Selv forelæsningerne, som jeg har hørt mange andre omtale som kedelige, fandt jeg spændende. Menneskerne var søde, og underviserne var inspirerende.

Verden blev mindre

Jeg begyndte at forestille mig min hverdag som universitetsstuderende på litteraturhistorie. Men, i takt med, at verdenen omkring litteraturhistorie på universitetet åbnede sig omkring mig, blev resten af verden lidt mindre. Jeg bemærkede det ikke, for forandringen var så lille, indtil den ikke var.

Til at starte med, forstod jeg det ikke. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg, lige pludselig, ikke var lige så glad for tanken om litteraturhistoriestudiet. Jeg tænkte bare, at det nok var, fordi der var gået et par måneder siden studiepraktikken, og der var kommet lidt afstand mellem mig og den rendyrkede glæde over at opleve studiet, for første gang. Jeg tænkte, at det ville gå over, og at jeg ikke behøvede at gøre andet end at vente. Så det gjorde jeg.

Gætte og tage fejl

Jeg var helt sikker på, at jeg vidste, hvad jeg ville. Nu, er jeg ikke så sikker. Det var rarere, tidligere, da jeg var sikker på, hvad der ventede mig forude. Men, kan jeg, i virkeligheden, nogensinde være helt sikker på, hvad der vil ske?

Ingen ved, hvad der vil ske i morgen, eller dagen efter i morgen, eller om et år. Jeg kan gætte. Og jeg kan få ret. Men jeg kan også tage fejl. Og lige nu, ser det ud til at jeg tog fejl i tanken om, at jeg skal læse litteraturhistorie.

Selvom, usikkerheden omkring min fremtid er blevet større, er det okay at tage fejl, for det betyder, at min verden har udvidet sig igen. Jeg er ikke længere fast besluttet på at efterfølge én af disse muligheder. Jeg har fået alle mulighederne tilbage.

Nye muligheder

I går, blev jeg klar over, at jeg muligvis vil læse musikvidenskab i stedet for litteraturhistorie, og det gør mig så begejstret at tænke på. Jeg er spændt på fremtiden, og jeg er nysgerrig på al den viden, jeg endnu ikke har tilegnet mig, men jeg er stadig ikke sikker på, om musikvidenskab er studiet for mig.

Tanken om at læse musikvidenskab, er en af de tanker, jeg tidligere har skubbet væk på grund af troen på, at den eneste mulighed for mig var at læse litteraturhistorie. Nu, har jeg pludselig to muligheder; litteraturhistorie og musikvidenskab. Og jeg har flere endnu. Jeg har muligheden for at vælge alle studier. Og jeg har muligheden for helt at lade være med at læse på universitetet.

Hvad vil der ske i fremtiden

Ingen ved, hvad der vil ske i morgen, men måske er det en god ting. Det kan være skræmmende og skabe uro, men fremtiden; fremtidige oplevelser og udfordringer, kan ikke forudses. Det hjælper ikke mig noget at bruge min energi på størrelser som fremtiden, når jeg alligevel ikke kan ændre på den.

Jeg kan glæde mig over den; fremtiden, og jeg kan forsøge at komme ubehagelige situationer i møde, ved at tage en paraply med, hvis vejrudsigten lover regn. Når alt kommer til alt, kan jeg nå at skifte mening om, hvad jeg vil studere, og om jeg, overhovedet, vil på universitetet, så mange gange, at jeg vil miste overblikket over antallet, hvis jeg ikke holder præcist regnskab med det. Men det er okay.

Tage fejl og ændre mening

Jeg må gerne tage fejl, og jeg må gerne ændre mening. At holde stædigt fast ved et gammelt synspunkt vil kun give mig en falsk fornemmelse af sikkerhed. For, i det tilfælde, vil jeg tage på universitetet, overbevist om at mit drømmestudie og den bedste fremtid ligger foran mig, men langsomt vil det gå op for mig, at jeg har snydt mig selv.

Snyde mig selv

I virkeligheden, er det den allerværste person, jeg kan snyde. Jeg kan holde mine tanker for mig selv i stedet for at dele dem med venner og familie, og jeg kan lade, som om mine ambitioner er anderledes, end de er, men hvis jeg selv begynder at tro på løgnene; løgne, der kun er startet af frygt for at blive opdaget i at have taget fejl, vil løgnen blive den verden, jeg lever i.

Stædigheden vil tage chancen, for at finde den bedste livsmulighed, væk fra mig. Og, i realiteten, er andre mennesker ligeglade med, om jeg har taget fejl. Det ved jeg, nu.

Glad på mine vegne

De mennesker, der er vigtige for mig, vil kun være glade på mine vegne over, at jeg har fundet den retning i livet, der er mest rigtig for mig. Og mennesker, der vil påpege, at jeg tog fejl, i første omgang, vil ikke være værd at samle på. Det ved jeg, nu.

– Skrevet af Sara Lindbjerg Ligaard Sørensen


Har du brug for hjælp til dit studievalg?

Vil du have hjælp til dit studie- eller uddannelsesvalg? Du kan få vejledning her.