Den grå tåge – hemmeligheder, vrede og depression.

grå-tågeEn del teenagere oplever en eller flere perioder i teenagetiden, hvor det hele ramler og ser sort ud. De unge bliver nedtrykte og har svært ved at finde mening med det hele. De begynder at tvivle på sig selv og kan nemt komme til at tro, at der er noget helt galt.

De unge, som har været igennem en svær periode, fortæller mig, at det er en stor hjælp, når de møder voksne mennesker, som virkelig vil og tør lytte til deres tanker og bekymringer.

En ung pige skriver her om en svær periode, hvor hun rammes af den grå tåge. Hun skriver om hemmeligheder, vrede og depression.

Den grå tåge

Inderst inde vidste jeg jo godt det var forkert og slet ikke lignede mig, at gøre sådan. Men der var noget der overskyggede det, en slags tåge. Den tåge overskyggede alt min fornuft, tvang mig til de værste ting. Men alligevel fik den mig til, at føle mig normal og glad. Efter tågen kom glæden, efter glæden kom depressionen, efter depressionen kom den grå tåge. Igen. Men den grå tåge er noget helt specielt. Du kan først se og mærke den efter den har været der.

Vrede og depression

Den havde ikke altid været der. Den kom først efter jeg startede på stedet. Måske havde den været der altid, men først virkede på stedet, det havde en effekt på mig. Det vidste jeg intet om. Det eneste jeg vidste noget om var, at den blev fremtvunget af vrede og depression. 2 dumme ting, man bare ikke kan gøre noget ved er der.

Hvis jeg skulle være ærlig troede jeg faktisk den hjalp mig. Hjalp mig med ikke, at belemre folk med mine problemer. For vi ved jo godt alle sammen, at man bliver trætte af at høre på alle folks problemer i sidste ende. Eller det var min mening. Jeg troede jeg kunne ordne alt selv. Jeg ville have folk skulle se mig som en pige uden problemer. En der bare var glad hele tiden. Der var der tågen hjalp. For når jeg var vred og deprimeret, kunne jeg ikke fortælle det til nogen. Eller jeg ville ikke. Så ordnede tågen det for mig. Den fik alle mine problemer ud. Troede jeg.

Opmærksomhedskrævende problembarn

For faktisk vidste jeg godt de stadig var der. Jeg fik bare et større problem. Hvordan skjuler man, hvad tågen har forvoldt mig? For hvis folk så det, ville de jo opfatte mig som et problembarn. Et opmærksomhedskrævende problembarn. Og det ønskede jeg mindre end noget andet.
Men hemmeligheder kan være svære, at have for sig selv. Nogen må man jo fortælle det. Men hvem? Det er det største problem. For hvem kan man stole nok på til, at fortælle sit inderste? Man ved hvordan snakken går i veninde flokkene. Vi har vel alle hørt denne sætning: ”Du må ikke sige jeg har sagt det her, men..” Man bliver ved med at fortælle det videre. Så starter rygtet bare og bliver ved med at køre til du dør.

Hemmeligheder

Jeg kan huske engang da jeg var lille og havde fået lov til, at bruge min mormors computer. Jeg blev så glad over, at det var min tur til at låne den. Mine søskende var altid mere vild med den end mig, så jeg lod dem bare få den. Men når man har ventet på noget i så lang tid og så får det, så ved man bare ikke, hvad man skal lave. Man troede det var meget sjovere, men alt magien forsvinder bare. Jeg sad der i fortvivlelse og vidste ikke hvad jeg skulle lave. Tænkte mig grundigt om hvad der kunne være spændende, at lave på sådan en computer. Jeg fik en god ide, syntes jeg på det tidspunkt. Så jeg løb indtil min mormor, stak en seddel i hånden på hende, hvor hun skulle skrive ”hemmeligheder” på. Det gjorde hun så, med fine store blokbogstaver, så jeg kunne læse det. Jeg gik straks ind på værelset igen og søgte på Google. Der sad jeg så i noget tid og læste alle mulige fremmedes hemmeligheder. Folk der havde været utro, gjort noget kriminelt. Men til sidst fik jeg så dårlig samvittighed. Jeg blev så ked af, at jeg havde læst alle folks hemmeligheder, at jeg ikke engang kunne spise aftensmad. Vi skulle have flæskesteg, min livret.

At fortælle hemmeligheder

Senere når jeg har tænkt over det, ved jeg jo godt at man gerne måtte læse dem. Det var jo personerne selv, der havde lagt hemmelighederne ud. Det eneste der har undret mig siden er, hvorfor de har lagt dem ud? Har det fået dem til, at føle sig i bedre humør? Har det fjernet deres grå tåge? For måske skal man i virkeligheden ikke fortælle dem til sine tætteste. Måske skal man fortælle det til en helt fremmed, som bare ville fortælle det til en du ikke skulle have noget med at gøre. Er det derfor folk går til psykologer? Burde jeg have gjort det?

En god barndom

Det er sjovt når jeg tænker på det. Eller ikke decideret sjovt, nok mere mærkværdigt og underligt. For hvorfor var det lige mig tågen var hos? Man hører altid om folk med en svær barndom, folk der ikke er blevet elsket nok, folk der har oplevet traumatiske oplevelser, det er dem der gør det. Men hvorfor skulle jeg lige have den grå tåge? Jeg har haft en god barndom, bedre end nogen nogensinde kunne ønske sig. Så jeg undrer mig meget. Men er der noget mine forældre ikke har fortalt mig? Har jeg oplevet noget traumatisk som barn? Eller er jeg bare i den usle ende af guds skabninger? En svag pige. En pige hvor der ikke skal meget til før hun bliver knækket. Jeg er ked af at sige det til mig, men jeg kommer til at få det svært i livet, hvis der ikke skal mere til.

Frygten

Langt om længe skete det. Det havde været den mest lortede uge. Tågen havde været der flere gange, folk var begyndt at ligge mærke til det. Men hvad betyder det, når de alligevel ikke gør noget ved det. Jeg fik min tåge i fred.
Men jeg ville være glad. Jeg drømte mig tilbage til den tid, hvor jeg var ligeglad med hvad andre tænkte. Jeg var bare glad. Og når jeg så tænkte mig om var det jo tågen der gjorde mig ked. Men hvad var det så der fik tågen til at komme? Frygten. Frygten for at blive efterladt, frygten for at ingen kunne lide mig, for den jeg var. Det værste var så, at vi var 3 på værelset på stedet. Jeg er en meget stille og rolig type, det var de 2 andre ikke. Så jeg blev efterladt, min frygt blev til virkelighed.

Jeg blev sur. Mest af alt på mig selv, fordi jeg ikke bare kunne lade det gå sin gang. Men der er en ting jeg har lært, og det er at man ikke kan lave om på det man føler. Lige meget hvor meget jeg end ville det.

Tågen, frygten og vreden

Efter den uge, tog jeg hjem. Jeg fortalte min mor det hele. Om tågen, frygten, vreden og værelset. Jeg ville bare være glad. Min mor forstod mig og jeg skulle selvfølgelig skifte værelse. Men det korte af det lange var, at de 2 andre ikke forstod det. Eller den ene gjorde. Jeg havde officielt ødelagt venskabet, til nogle af mine bedstevenner. Jeg følte mig ikke en skid gladere. Så hvad gjorde det her godt for? Din opmærksomhedskrævende lille møgso. Vreden blev bare værre.

Jeg skal gå i en slags terapi nu. Hver tirsdag. Jeg tror det bliver godt, selvom jeg aldrig i mit liv havde troet at det skulle blive mig. Det kan man bare ikke selv bestemme.

Dette er en autentisk historie, som jeg har skrevet. Historien er skrevet over en svær periode i mit liv, som jeg nok kan grine af en dag når jeg bliver ældre.

Skrevet af Nikoline.

 

Teksten er afkortet i forhold til den oprindelige.


Der er hjælpe at hente for nedtrykte unge mennesker. Se mere om coaching for teenagere og unge her.

Udgivet i Teenageliv, Teenager, Ung Etiket: , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*