Gymnasiet – frihed, ansvar og ”vigtige” valg

Gymnasiet – frihed, ansvar og ”vigtige” valg
Gymnasiet, forventninger og start

Hvordan er det at starte på gymnasiet?

Det spørgsmål stillede jeg til en elev i 2G, og dét kom der følgende blogindlæg ud af.

God læselyst.

Forventninger til gymnasiet

Gymnasiet. En ukendt ny verden der lurer lige rundt om det næste hjørne. Tankerne, forventningerne og forhåbningerne har dog været til stede længe. Er gymnasiet virkelig så hårdt, som alle siger, det er? Kommer jeg til at passe ind i min nye klasse? Hvilken studieretning skal jeg vælge? Spørgsmålene og nervøsiteten optager den plads, der ellers skulle udfyldes af glæden og spændingen, dette nye skridt medfører.

Men denne nye start behøver ikke kun at være årsag til usikkerhed. En ny start kan tit være tiltrængt efter 10 år på den samme folkeskole med de samme kammerater, lærere og omgivelser. Nu behøver alle ikke at kende til din utrolige generthed som 10-årig, for du kan nu helt selv bestemme, hvem du vil være, og hvem der skal have lov til at lære dig at kende.

De første dage

Uanset dine tanker om gymnasiestarten, er de første dage nervepirrende for alle. Du skal lære alle dine nye klassekammerater at kende, og du skal til dine første timer på en ny skole, og hurtigt vil du opleve den frihed, der følger med at starte på gymnasiet. Du kan undgå at lave ligeså mange lektier, du vil uden at få eftersidning, bare du sørger for at få lavet afleveringerne, men denne frihed kommer ikke alene. Den ankommer hånd i hånd med ansvaret. Ja, det kan godt være, at du i princippet kan blive væk fra alle timerne. Det er dit valg, men hvis der er nogen, som det vil komme mindst til gavn, så er det dig selv, og det vil du hurtigt opdage.

Studieretningsvalg

Når du er faldet lidt til i hverdagen, bliver det snart tid til en ny ændring. Du skal vælge studieretning, og hvis du vælger forkert, vil du fuldstændig have ødelagt dine fremtidsmuligheder. Sådan er der mange unge, der tænker, men virkeligheden er en helt anden. Vælg efter dine interesser, og ikke efter hvilket job, du tror kommer til få dig til at tjene flest penge i fremtiden. Det vil kun resultere i, at du ombestemmer dig i forhold til dit fremtidsjob utallige gange, og når du er færdig med gymnasiet, står du tilbage med en uddannelse, som hverken passer med det job, du ønsker dig, eller med dine interesser.

Hvis du efter gymnasiet finder ud af, at du havde brug for matematik på A-niveua i stedet for B, er problemet ikke større, end at du selv kan læse faget derhjemme. Husk også, at det går ud på at have det så godt som muligt i den tid, du tilbringer på gymnasiet, så hvis du er vild med sprog og kulturer, så lad være med at vælge bioteknologi.

På trods af en måske hård start på gymnasiet, vil disse 3 år for mange blive nogle af de bedste i livet, og så er den hårde start nok det hele værd.

Skrevet af Sara Sørensen

Har du brug for hjælp til at finde ud af om gymnasiet er det rigtige for dig? Du kan læse om vejledning om uddannelse for unge her.


 

Etiket: , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*