Hvis bare mine forældre ville lytte

Hvis bare mine forældre ville lytte
Lytte og høre efter

Hvorfor kan mine forældre ikke bare lytte til mig?

– og bakke mig lidt op?

Hvorfor skal de altid rette på mig?

– og kommentere og komme med forslag til hvad jeg skulle have gjort?

Mange gange har jeg bare brug for, at de vil lytte til mig…

At føle sig hørt, forstået og accepteret

Som teenager (og som menneske) er det guld værd at blive lyttet til. Det er befriende og afstressende at kunne fortælle om oplevelser fra hverdagen. Det hjælper og støtter, når nogen lytter til ens tanker om stort og småt. Det kan give ro at få sorteret tankerne og reflekteret over de daglige oplevelser og udfordringer.

Det er ekstra givtigt, når den, som lytter, ikke straks kommenterer, vurderer eller kommer med løsningsforslag.

Den svære kunst at lytte

Det er sværere, end man skulle tro at lytte. Altså sådan rigtig lytte.

Det er naturligt for os forældre at ville hjælpe. Vi kan ofte slet ikke lade være. Vi vil så gerne have, at vores teenagere er glade og har godt. Det er en af forklaringerne på, hvorfor vi er så hurtige til at komme med vores velmenende råd.

Problemet er bare, at man sjældent føler sig rigtig hørt, hvis man straks bliver mødt med kommentarer og gode råd.

3 trin så din teenager føler sig hørt

Her har du 3 enkle trin, når du skal lytte:

  1. Lyt, lyt, lyt.
  2. Forstå / Forsøg at forstå.
  3. Udvis Empati.

Det allervigtigste trin er nr. 1: Luk munden og lyt oprigtigt efter, hvad det er, din teenager fortæller. Giv teenageren tid til at tale ud uden at afbryde. Vær opmærksom og lad dig ikke distrahere af andre ting, (din mobil skal ikke deltage i samtalen).

Prøv derefter (trin nr. 2) at sætte dig i din teenagers sted og forsøg at forstå situationen set fra din teenagers side. Her drejer det sig udelukkende om at forstå. Lige på dette tidspunkt er det ikke så vigtigt, om du er enig eller ej.

I trin 3 viser du din empati. Du kan fx sige: “Det lyder, som en rigtig træls oplevelse for dig,” eller du kan spørge: “hvordan har du det nu?” Eller noget helt tredje eller fjerde, som viser, at du anerkender din teenagers fortælling og oplevelse.

Spørg om lov til at give råd

Nogle gange er det nok bare at lytte. Din teenager har måske fået reflekteret og tænkt tingene igennem, mens han/hun fortalte det til dig, så der ikke er behov for at finde løsninger. Måske havde de bare brug for at få luft.

Andre gange kan det som forældre give mening at spørge: “Har du lyst til at høre, hvad jeg tænker om det?” eller “Må jeg give dig et råd?”

God fornøjelse med at lytte til din teenager 🙂


Hjælp til forældre

Vil du gerne lære mere om rollen som teenageforælder? Eller ønsker du rådgivning? Her kan du læse om rådgivning og gode råd til forældre.


 

Etiket: , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*