Brevkasse

Brevkasse-teenagere-unge

Brevkasse for teenagere og unge

Brevkasse for teenagere og unge

I min brevkasse kan du bare spørge løs.

Du kan spørge om usikkerhed, familie, ensomhed, kærlighed, skole/uddannelse, ungdomsproblemer, om at være teenager og meget andet.

Dit spørgsmål og mit svar til dig bliver vist på Grethes Blog om Teenageliv. Du kan være anonym ved at bruge et andet navn. Jeg skjuler din mailadresse.

Skriv til min Brevkasse her:

Du skriver dit spørgsmål til Brevkassen på mail@grethelindbjerg.dk og skriv “til Brevkassen” i emnefeltet.

Grethes-Blog-om-Teenageliv

Grethes Blog om Teenageliv

Brevkassespørgsmål og -svar

Du kan læse spørgsmål og svar fra Brevkassen her på Grethes Blog om Teenageliv.

Et spørgsmål til Brevkassen og mit svar

Anna skriver til Brevkassen:

Jeg har været virkelig ked af det i en lang periode. Jeg er træt og kan ikke overskue andet end at ligge i min seng. Jeg bliver vred og lader det gå ud over mine nærmeste. Jeg er virkelig ikke det menneske, jeg gerne vil være. Samtidig er det hårdt for mig, at jeg klarer mig dårligere i skolen, end jeg har været vant til. Jeg sammenligner mig selv med andre og kan ikke få tingene til at lykkedes.

Jeg vil bare gerne være glad og lykkelig i min tilværelse. Når jeg skal fremlægge i skolen, bliver jeg nervøs, og så ender jeg med at klare mig dårligt. Jeg er bare generelt ret træt af livet for tiden og kan lige nu ikke finde en måde at vende om på min tilværelse.

Kære Anna

Mange tak for dit indlæg i brevkassen. Jeg er glad for, at du har valgt at skrive til mig.

Det lyder, som om du har en rigtig hård og trist tid. Det gør mig ondt for dig. Det er absolut ikke meningen, at livet skal være, som du beskriver det. Jeg kan rigtig godt forstå, at du gerne vil være glad og lykkelig.

Jeg ved, at en del unge mennesker plages af perioder i ungdomstiden, som i høj grad ligner det, du beskriver. Du er absolut ikke alene med træthed, tristhed og vrede. Jeg har snakket med utrolig mange unge, som beskriver noget lignende. At andre kan have det lige som dig, fjerner selvfølgelig ikke din smerte. Men jeg synes, du skal vide, at du ikke er alene med tristheden.

Du skriver, at du har været ked af det og trist i lang tid nu, og du fortæller, hvordan du nemt bliver vred på dine nærmeste. Jeg er sikker på, at din vrede udspringer direkte af, at du ikke har det godt. Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig at være det menneske, du gerne vil være, når du er plaget af triste og opgivende tanker. Det er helt naturligt, at du ikke har overskud, når du har det sådan. Skolen og fremlæggelser bliver også helt utrolig svære at klare uden overskud.

Du har haft det sådan i lang tid nu, skriver du. Puh det må være hårdt. Mon du har snakket med nogen om, hvordan du har det? Det vil jeg anbefale. Du skal ikke bære dine triste tanker alene. Jeg tror, du kunne have brug for, at nogen lægger øre til dine tanker. Det kan hjælpe dig med at få styr på tankerne. Hvem mon du kan tale med? Dine forældre? En lærer? En anden voksen?

Jeg ved fra andre unge, at man nemt kan tro, der er noget i vejen med en selv, når man overvældes af tristhed. Man kommer nemt til at sammenligne sig med andre, som (på overfladen) ser ud til at være glade og succesfulde. Jeg er sikker på, at du er præcis, som du skal være. Det kan du sikkert slet ikke mærke lige nu, og det er derfor, du har brug for at snakke med nogen, som du har tillid til.

Jeg kan ikke ud fra dit brev finde kilden til din tristhed eller vejen ud af det. Men jeg synes ikke, du skal affinde dig med at have det sådan. Det glæder mig, at du har skrevet her. Det er dit første skridt til at gøre noget ved din tristhed. Næste skridt er at sætte ord på dine tanker overfor en voksen. Du må ikke give op – der er en vej ud af tristheden.

Hvis du har brug for yderligere hjælp, kan en teenagecoach som mig være en mulighed. Jeg vil med glæde hjælpe dig.

Jeg ønsker dig det allerbedste

Med kærlig hilsen

Grethe

Gode råd til teenagere og unge – på video

Du kan finde videoer med mine gode råd til teenagere og unge på min YouTube kanal her.