Ud med karakterræs og ind med bedre trivsel

I dette blogindlæg giver jeg ordet til Mads Christensen fra GoTutor (tidligere GoKarakter).

Omdrejningspunktet for indlægget er trivsel i skolen for børn og unge. Både GoTutor og min Teenagecoach-virksomhed arbejder for at øge trivsel – på hver sin måde. Hos GoTutor sker det via privat lektiehjælp, og hos mig foregår det via coaching-samtaler om selvværd, det sociale liv eller hjælp til eksamens- og præstationsangst. Selvom vores tilbud er forskellige, fornemmer jeg en lighed i vores ønske om at hjælpe og støtte unge mennesker.

God læselyst.

Mads Christensen skriver:

Hvad er det vigtigste ved skolen?

Hvad er det vigtigste ved skolen? Det spørgsmål blev stillet en stor gruppe forældre og elever, og vi (GoTutor) fik et, måske, overraskende, men klart svar. Med omverdenens store fokus på tests og præstationer kan det undre, at det langt fra er der, forældrene og elever har sin førsteprioritet. For dem var valget let. De ønsker trivsel i skolen.  

I en repræsentativ analyse blandt 1027 forældre med børn i 0.-10. klasse gennemført af GoTutor, blev det bekræftet, at trivsel er altafgørende for børns skolegang. Et lige så tydeligt resultat fra undersøgelsen var, at bedre trivsel også blev angivet, som den vigtigste grund til at købe lektiehjælp.

I dette indlæg vil jeg (Mads Christensen) fremhæve fire centrale konklusioner fra GoTutors undersøgelse, som alle bekræfter en ting: Trivsel er skolens vigtigste fag!

1. Trivsel er helt fundamentalt for børns skolegang 

Forældrene blev spurgtHvad er det vigtigste for dig vedrørende dit barns/dine børns skolegang”.  Hele 45 procent angav barnets trivsel og glæde som det vigtigste. Kun 14 procent angav viden og kompetencer. Helt i bund på listen lå ønsket om gode karakterer og adgangsgivende resultater – kun 1 procent af forældrene anså dette som det vigtigste.

Det vigtigste ifølge forældrene er således, at deres børn trives og er glade – ikke de kvantitativt målbare resultater.   

2. Manglende trivsel er en signifikant problemstilling i børns skolegang

En ting er at påstå, at noget har en betydning, noget andet er, hvorvidt det udgør et problem. I undersøgelsen svarer 12 procent af forældrene således, at mistrivsel og manglende glæde er en stor udfordring for deres barns skolegang. For cirka et ud af 10 børn i en klasse gælder det, at de ifølge deres forældre er udfordret af dårlig trivsel og manglende glæde i deres skolegang.

Set i relation til konsekvensen af dårlig trivsel for barnets og familiens livskvalitet samt de penge som bruges på det danske skolesystem, mener jeg (Mads Christensen, GoTutor), at dette tal er alarmende højt.

3. Børns trivsel i skolen er udfordret af en række åbenlyse barrierer

På spørgsmålet “Hvad er de største udfordringer for dit barns/dine børns skolegang” var top 4 svarene: Mangel på tid til den enkelte elev, larm i timerne, mange vikarer og problemer i klassen. Faktorer såsom larm, problemer, og mange vikarer må alt andet lige opfattes som betydelige barrierer i opnåelsen af trivsel.

Trivsel og ikke mindst manglen herpå bør ses i forhold til de rammevilkår, som gælder for afviklingen af undervisning og dynamikken i klassen.

4. Lektiehjælp købes med ønsket om forbedret trivsel og skoleglæde

For forældre, som har købt eller overvejer at købe lektiehjælp, angives den primære motivation herfor som øget selvtillid og tro på evne evner. Andre angiver lyst og motivation til skolen og lyst til læring. Trivslen i skolen er altså stadig omdrejningspunktet. Omvendt er det blot cirka 10 procent, der er motiveret af højere karakterer og at sikre et adgangsgivende resultat. Når det tages i betragtning, at lektiehjælp nok er den potentielt mest performance-prægede service til forældre, mener jeg (Mads Christensen, GoTutor), at 10 procent er et lavt tal.

Det understreger, at lektiehjælp er ikke redskab til at ”pace” børnene, men derimod et værktøj til at forbedre den trivsel, som forældrene ser som vigtig for deres børns skolegang.

Lektiehjælp er en blandt mange løsninger

Det er kontroversielt, når private udbydere tilbyder at løse opgaver, som løses af offentlige institutioner. Det gælder særligt inden for uddannelse, fordi det er en af vores kerneværdier, at alle har lige adgang hertil. Efter min mening er diskussionens fokus fordrejet i forhold til fakta, nemlig at børns skolegang handler om trivsel. Privat lektiehjælp er blot et ud af mange produkter, som tilbydes privat som en potentiel løsning af trivselsproblemer.

Blogindlægget er forfattet af Mads Christensen, der er stifter af GoTutor – en udbyder af privat lektiehjælp til folkeskole- og gymnasieelever.


 

Etiket: , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*