Vild med en fra efterskolen – Brevkassen

Vild med en fra efterskolen – Brevkassen

Vild med en fra efterskolen

Sådan lyder overskriften på et brev, som jeg her modtaget i brevkassen.

Brevet fortsætter sådan:

Jeg er lige startet i tiende klasse på efterskole her til efteråret, og selvom ikke har været her mere end lidt over en måned, er jeg begyndt at crushe på en fyr fra niende.

Han dukker tit op i mine tanker, og nogle gange kan jeg få helt ondt i maven af at tænke eller se på ham. Nu kender jeg ikke alle på skolen, men jeg forestiller mig, at han er en, som alle piger kan lide. Han virker bestemt ikke som player-typen, men han snakker med rigtig mange folk, inklusive piger.

Vi har af og til snakket sammen og siger også godnat til hinanden hver aften, men i købet af dagen er vi ikke så meget sammen, da vi går på hver vores årgang og linje.

Jeg kunne rigtig godt bruge nogle råd til, hvordan jeg kan få bedre kontakt med ham og gøre et særligt indtryk i forhold til andre. Kan du hjælpe?

Kære “Vild med en fra efterskolen”

Mange tak for dit brev til brevkassen.

Jeg får jævnligt spørgsmål om kærlighed og forelskelse her i brevkassen. Jeg synes, det er super svært at rådgive andre om forelskelse. Det er jo kun dig, som kan mærke dine forelskede følelser. Jeg vil alligevel prøve at give dig nogle ord med på vejen.

Forelskelse kan føles ret vildt – især i ungdomstiden. Forelskelse kan sagtens give sommerfugle i maven eller ondt i maven, som du nævner. Forelskelse kan også give store humørudsving. Det ene øjeblik kan man være nærmest lykkelig og det næste øjeblik frygtelig usikker eller ulykkelig.

Du spørger om gode råd til, hvordan du kan få bedre kontakt og gøre særligt indtryk på ham, du er vild med.

Jeg synes, det er helt utrolig vigtigt, at du ikke prøver at lave om på dig selv for, at han skal kunne lide dig frem for andre. Du skal forsøge at være tro mod dig selv. Jeg ved godt, at det kan være svært… Men det er jo DIG, han gerne skulle forelske sig i, og ikke én person, du forsøger at være for at gøre indtryk på ham.

Du kan prøve at give ham lidt ekstra opmærksomhed, hvis du tør. Du kan finde ud af hvor han er om aftenen og komme tilfældigvis forbi… Sende ham et smil eller flere… Få øjenkontakt med ham når det er naturligt… Spørge ham om noget… Det kan måske være lidt eller meget grænseoverskridende for dig, men måske skal du tage chancen…

Held og lykke med det hele

Kærlig hilsen

Grethe

Teenagere og unge kan skrive til Brevkassen her.

Vil du have besked om nye indlæg på bloggen? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev i boksen herunder.


 

Etiket: , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*