Jeg dumpede…

Sådan fortæller en ung på 25 år om at dumpe til en afgørende eksamen:

Jeg dumpede, blev smidt af drømmestudiet og ALDRIG har jeg været lykkeligere!!!

Ja, det lyder voldsomt, men det passer.

Jeg har altid været meget målrettet og meget viljefast af natur, men har også altid været hæmmet af at være introvert, af eksamensangst, frygten for ikke at leve op til andres forventninger og at svigte mine nærmeste når jeg ”fejlede”.

Alt dette kombineret med høje ambitioner og perfektionisme kan udgøre en meget farlig cocktail og har da også bragt mig i situationer hvor jeg pressede mig selv til det yderste.

Trygge rammer

Mine faste og trygge rammer, min base, mit hjem har altid betydet virkelig meget for mig og været det eneste sted jeg kunne føle mig 100 % tryg og rolig. Hvis det bliver taget fra mig, kan jeg blive alt fra usikker til at gå panik.

Alt var godt og fremtiden så lys ud, jeg kom ind på min drømmekandidat, jeg var flyttet sammen med min kæreste gennem tre år, jeg var begyndt at kunne håndtere eksamener, både mundtlige og skriftlige. Det kunne ikke gå galt.

Kandidatdrømmen

I forbindelse med min kandidat, skulle jeg bestå to adgangsgivende kurser (man har ikke fag, men kurser på universitetet). Det ene kunne jeg tage løbende med mine andre kurser, mens jeg skulle tage det andet som et sommerkursus. Og her begyndte problemerne.

Ganske vist var en Negot kandidatdrømmen, men jeg havde gennem det sidste år af min bachelor været i tvivl om jeg skulle gå i gang med min kandidat lige efter min bachelor.

Skoletræt

Jeg har aldrig holdt sabbatår, så har gået i skole siden jeg var seks år gammel og nu i en alder af 25 var ved at nå punktet hvor jeg var ”skoletræt”. Men samtidigt var jeg nervøs for spørgsmålet:

”Jamen, hvad så?

Hvad skal du så?

Hvad vil du leve af?”

Havde allerede været medlem af en a-kasse længe nok til at måtte få dagpenge, hvis jeg ikke kunne finde arbejde med det samme. Så det var ikke fordi jeg ikke havde et sikkerhedsnet, men tanken om ikke at være på uni med mine mennesker og rammer jeg kendte og var tryg ved var skræmmende.

Jeg ville skulle sige farvel til en verden, der havde været MIN gennem de sidste 5 år. Min trygge, rare og varme boble jeg havde formet mig i. Alt havde sin vante plads, alt stod i orden og alt var som det plejede – man fornemmer tydeligt forandringer ikke er min stærkeste side.

Sommerkurset

Any way, sommerkurset. Allerede inden jeg tog af sted havde jeg kun en tanke i hovedet

”Jeg vil ikke!”

”Jeg vil hjem!”

”Jeg kan ikke lide det!”.

Jeg er klar over, at ens mentalitet kan påvirke udfaldet af en oplevelse, men det er overraskende ofte sket at alt er endt godt alligevel for mig, fordi jeg går i ”overlevelses-mode”, hvor jeg finder nogle kræfter inden i mig jeg ikke vidste jeg havde og min stædighed, målrettethed og vilje tager over.

Eksamen

De næste dage til at foregår i et vakuum. Jeg kan mærke alle mine forsvarsmekanismer er i spil. Jeg sover dårligt, jeg lukker mig inde, distancerer mig, jeg for sværere ved at koncentrerer mig. Alle parader er oppe hele tiden og jeg kan mærke hvordan jeg langsomt bliver drænet for energi og overskud.

Da det endelig bliver fredag er jeg total død. Jeg husker knap nok selve eksamen. Det er som om de timer bare er forsvundet og jeg ved allerede at jeg er dumpet. Men Jeg kører derfra med tankerne på nu skal jeg hjem, jeg kan få ladet op over weekenden, så skal jeg bare læse op og så giver jeg den alt hvad jeg har til reeksamen.

Jeg har en uge og det skal nok gå!

Noget er helt galt

Jeg laver ikke andet end at læse, sove og spise den uge, men når det er sagt kan jeg mærke i min krop at noget er HELT GALT!

Og ganske rigtigt… frem mod onsdag har jeg fået mere og mere ondt i min ryg. Jeg ender med at være sindssyg desperat! Jeg tager smertestillende, jeg bruger voltaren og alligevel kan jeg hverken gå, stå eller andet, jeg kan kun ligge på maven.

Jeg vælger at kontakte min lokale kiropraktor, som bekræfter at min lænd har låst sig fuldstændig og at det med al sandsynlighed skyldes det pres jeg er under. Hun opfordre mig kraftigt til at tænke mig om, lytte til min krop og virkelig overveje om det jeg har gang i er det værd.

Reeksamen

Weekenden inden reeksamen, vælger jeg af en eller anden grund at tjekke min mail. Der er mail ang. reeksamen, hvori der bl.a. står at vi skal sende en mail, hvis vi ønsker at deltage i reeksamen…

Det måtte bare ikke ske. Jeg går i sort. Hele verden står bare stille. Jeg kan slet ikke rumme det. Min første reaktion er simpel PANIK. Efter det begynder jeg at stor tude. Så bliver jeg vred. Den her følelsesmæssige karrusel tur kører i ring af cirka 4 omgang af 20 minutters varighed. Panik. Gråd. Vred.

Da jeg ligesom er landet igen, beslutter jeg mig for at skrive mailen om at jeg naturligvis gerne vil til eksamen

Jeg kører afsted til eksamen. Og det lykkedes. Jeg går ind. Giver den alt, hvad jeg har.

Jeg kører hjem med en utrolig følelse af lettelse.

Jeg dumpede

Nu skulle man så tro jeg ville have gode nyheder. Men jeg har fantastiske nyheder.

Jeg dumpede nemlig igen og har aldrig været lykkeligere.

Jeg ved godt det lyder fuldstændig vanvittigt, men lad mig prøve at forklare.

Den følelsesmæssige karruseltur, jeg blev sendt på, viser med stor tydelighed hvilket pres man kommer under i eksamenssituationer, og hvilket pres og forventninger JEG HAR VALGT at bære rundt på!

Og alligevel valgte jeg at tage den reeksamen.

Hjernevasket

Jeg var nået et punkt hvor jeg nærmest var hjernevasket til at tænke, selvfølgelig skal jeg forsætte, selvfølgelig skal jeg præstere, selvfølgelig skal jeg nå det næste level i det her uddannelsesspil.

Derfor var det en utrolig lettelse at det ikke blev nødvendigt, at jeg selv skulle vælge det fra og sige stop, men at det var på baggrund af mine evner. Jeg havde ikke kompetencerne til at gennemføre.

Det var både befriende og utroligt skræmmende. Skræmmende at man kan være så opsat på at skulle nå toppen af et bjerg og bare have stirret ind i den bjergside i jeg ved ikke hvor længe, i stedet for at stoppe og se på udsigten over skulderen. Og den erkendelse gjorde hele forskellen.

Mit bedste råd

Mit bedste råd derfor er stop op og spørg: Hvad gør mig lykkelig lige nu, hvordan kan jeg flette det ind i min fremtid og hvordan kan jeg opnå det?

Ting der kan gøre mig lykkelig

Nu hvor der efterhånden er gået en del måneder og jeg har fået det hele lidt på afstand. Jeg har fundet ud af, hvor jeg vil hen, hvad jeg vil, og hvilke kampe der er værd at kæmpe.

Samtidigt har jeg opnået en selvtillid, jeg aldrig troede, jeg skulle besidde. Desværre krævede det jeg måtte lave en crash and burn før det gik op for mig.

Men jeg har fundet de ting, der kan gøre mig lykkelig:

  1. Jeg vil ikke være bundet til et skrivebord, jeg skal kunne arbejde alle steder (ude og inde)!
  2. Jeg skal, som minimum, kunne komme ud i naturen eller i en have et par timer om dagen!
  3. Jeg skal have mulighed for at kunne få kæledyr omkring mig!
  4. Jeg skal have plads til at trække vejret – jeg skal ud på landet og bo igen!
  5. Og sidst, men ikke mindst… der skal være plads til kage og at nyde livet!

– “Jeg dumpede” er skrevet af en ung på 25 år.


Hjælp til selvværd eller eksamensangst

Du kan få hjælp til at styrke dit selvværd eller til at håndtere din eksamensangst.

Du kan læse mere her: