Når skolelivet/efterskolen er en udfordring

Vil du hjælpe elever, der mistrives?

Når skolelivet/efterskolen er en udfordring – Undervisningsmateriale – Gruppeforløb 1 + 2 leveres som en pdf-fil.

(Materialet er opdateret i 2023)

Undervisningsmaterialerne må deles, kopieres og anvendes ubegrænset på den købende skole. Materialerne kan også anvendes som E-bog på fx iPad, der er dog sider, der skal kopieres til eleverne.

De to undervisningsmaterialer er udarbejdet til anvendelse i kronologisk rækkefølge.

Dit udbytte

Du bliver i stand til at tilrettelæge og afvikle gruppeforløb med elever.

Formål og beskrivelse

De fleste skoler oplever hvert skoleår, at en række elever ikke trives i hverdagen med risiko for fravær, skolevægring og mistrivsel.

Når skolelivet/efterskolen er en udfordring er udarbejdet til at hjælpe lærere/vejledere/medarbejdere i deres arbejde med at støtte elever i mistrivsel. Dette materiale indeholder både overordnede tanker og overvejelser, forberedende tiltag og helt konkrete beskrivelser af aktiviteter og øvelser.

Undervisningsmaterialet er lige til at gå til og kan anvendes direkte som beskrevet til facilitering af gruppeforløb med elever. Materialet kan ligeledes bruges til at få inspiration og ideer i udvikling af skolens egne tiltag.

Materialet er udarbejdet på baggrund af egne praktiske erfaringer med afvikling af lignende forløb i min tid som efterskolelærer suppleret med viden indsamlet fra adskillige samtaler med elever samt med inddragelse af viden om relevante temaer i ungdomslivet.

Uddrag fra materialet

Når skolelivet/efterskolen er en udfordring, er et materiale udarbejdet til brug af lærere, vejledere og medarbejdere på skoler og uddannelsesinstitutioner.

Materialet og det foreslåede gruppeforløb er tilrettelagt som en hjælp til medarbejdere, der ønsker at facilitere gruppemøder med elever, som er ramt af mistrivsel, usikkerhed eller andre udfordringer i skolelivet. Materialet indeholder konkrete beskrivelser af fem gruppemøder á ca. 1½-2 timer til afvikling over 5-6 uger.

Når en elev mærker, at skolelivet er sværere end forventet, kan det være afgørende at møde andre elever i en tilsvarende situation, samt at blive mødt med accept, forståelse og støtte fra lærere, vejledere og andre medarbejdere.

Følelsen af opbakning, eller manglen på samme, kan betyde forskellen på, om en elev giver op og dermed stopper på skolen, eller om eleven med støtte fra andre elever og fra skolens lærere får mod på at tage udfordringen op.

Ved at tilrettelægge gruppemøder med elever, giver du eleverne mulighed for at møde og lære hinanden at kende. På den måde er du med til at skabe et minifællesskab, hvor eleverne kan støtte hinanden i skolehverdagen.

Indholdet i materialet er desuden udvalgt på en måde, så det kan give eleverne en oplevelse af, at deres udfordringer er en naturlig og forståelig reaktion, og at der er forskellige metoder til at håndtere deres udfordringer.

En efterskolemedarbejder siger

Jeg synes du rammer plet i de 5 temaer, og du har formået at tænke positivt og fremadrettet i tilgangen til hvert gruppemøde. Alt er enkelt og forståeligt, ja faktisk nænsomt, i forhold til de unge som er pressede. Jeg synes det er dejligt, at der er huskelister, kopidel, evaluering, fokus på tavshedspligt, og alt i alt er gruppeforløbet ‘lige til’ at gå til.

– Kirsten Teglgaard, Øse Efterskole

En efterskolemedarbejder siger

Kære Grethe

Jeg har netop i dag afsluttet kurset “Når efterskolen er en udfordring”. Det har været et fantastisk forløb, og alle 11 elever er forblevet elever på Øse Efterskole.
Du har haft fokus på alle de “rigtige ting” og vi opnåede hurtigt et “safe place”, hvor alle turde åbne op for tanker og bekymringer. Aller elever har haft en positiv tilgang hver eneste dag.’

Her er nogen af udsagnene fra evalueringen:
• dejligt med et åndehul
• at opleve at andre også kan have det svært
• at jeg ikke er den eneste som kan føle sig lidt trist første gang man er på en efterskole
• at få snakket med andre folk
• at jeg kunne være ærlig omkring mine følelser og stole på de andre
• at få et break fra dagen
• at blive i godt humør fordi der er så dejlig en stemning
• at turde sige nogen grænseoverskridende ting
• det var afslappet og ikke akavet og anspændt
• jeg elsker stemningen og den tryghed og åbenhed der følger med. Også bare at lære endnu flere mennesker at kende på en anderledes måde end normalt
• “Ville du anbefale forløbet til andre”: JA!!!!!!!! Det hjælper meget

– Kirsten Teglgaard, Øse Efterskole

Indhold – Når skolelivet/efterskolen er en udfordring:

Materialet indeholder konkrete og detaljerede øvelsesbeskrivelser til henholdsvis 5 og 3 gruppemøder á ca. 1½-2 timer.

Overskrifterne til de 5 gruppemøder i del 1:

  • Mød hinanden
  • Tryghed på skolen
  • Dine forventninger
  • At være dig selv
  • At være noget for hinanden

Overskrifterne til de 3 gruppemøder i del 2:

  • Din hverdag
  • Hvem er jeg? – Hvem er du?
  • Gør noget godt!

Øvelsesbeskrivelserne til hvert gruppemøde indeholder:

  • Intro – Indledning og praktiske informationer
  • Icebreaker – En kom-i-gang-aktivitet
  • Dagens tema – Med indledning, refleksionsøvelser, samtaleopgaver og praktiske øvelser.
  • Afslutning – Afrunding og opsamling

Organisering og tidsforbrug

Der er en lang række af praktiske forslag, anbefalinger og overvejelser om organisering, tilrettelæggelse og afvikling af gruppeforløb med elever.

Rekruttering af elever

Der er ideer og forslag til, hvordan elever i mistrivsel kan spottes og rekrutteres til forløbet.

Værd at huske undervejs

Her er en række punkter, som er vigtige at huske undervejs, når man arbejder med elever i gruppeforløb som dette. Fx om tavshedspligt, din rolle som facilitator og andre relevante overvejelser.

Bilag til øvelser

Til nogle aktiviteter er der bilag med øvelser, som kan kopieres direkte fra materialet.

Evalueringsark

Materialet indeholder to evalueringsark til direkte kopiering. Ét til brug efter første mødegang og ét som afslutning på forløbet.