Overskriften og indholdet i dette blogindlæg Uddannelsessystemets kvælertag på ungdommen er forfattet af en “gymnasiast 19 år” i forbindelse med en danskopgave.
Skribenten sætter fokus på den store mistrivsel blandt unge samt på sin frustration over, hvordan uddannelsessystemet påvirker de unge.
Personligt deler jeg bekymringen om de unges mistrivsel og uddannelsessystemets andel i dette. Jeg har stor respekt for de fagfolk, der hver dag gør en stor indsats på skoler og uddannelsesinstitutioner. Samtidig er mit store ønske er, at de overordnede rammer for uddannelsessystemet og lovgivningen på området i fremtiden udvikler sig i en mere børne- og ungevenlig retning.
God læselyst
Kronik skrevet af gymnasieelev
I det moderne samfund påvirkes unge mennesker i ekstrem grad af uddannelsessystemets ringe håndtering skolernes mistrivsel. Trivslen på både grundskoler og på gymnasier har aldrig været dårligere, eller mere udfordret end i dag.
Men hvad bliver der gjort ved dette? Uddannelsessystemet udarbejder konstant nye ”løsninger” for at imødegå problemet, men disse virker tilsyneladende ikke til at have opnået nogle mærkbare ændringer. Der sker simpelthen for lidt aktion, alt imens de unge magtesløst lider af konsekvenserne.
Uddannelsessystemets kvælertag på ungdommen
I takt med at solen stiger op over klasselokalerne, kaster den et skarp lys på de udfordringer, som vi unges trivsel står overfor. Bag de perfekte facader af læringsmål og værdier skjuler der sig en stigende bølge af mistrivsel, der truer, ikke blot, den faglige dannelse, men også unges generelle udvikling som individer. Tilfælde af angst, depression og ikke mindst stress stiger i en skræmmende høj fart blandt unge, grundet det enorme pres fra systemets side. Tempoet er fløjet i top, der skal præsteres som aldrig før, mens den unge psyke simpelthen ikke kan følge med.
Min generation er den første der står ansigt til ansigt med en digital æra, hvor information svæver frit og udfordre traditionelle læringsmetoder. Samtidig er vi også de første som føler det konstante pres fra et samfund, der konstant kræver, at vi præsterer på allerhøjeste niveau fra start til slut.
Indespærret af pres
Uddannelsespresset er blevet en tvang, der tvinger unge til at følge en bestemt vej uden plads til personlige interesser eller egen udvikling. Overforventninger fra lærer og undervisere har skabt et miljø, hvor frygten for fiasko overskygger glæden ved at lære. ”Er min opgave god nok?”, ”Sagde jeg nu det rigtige?”.
Murene af angst vokser, mens magten over sit eget selv graves længere og længere ned. Det kan føles som om uddannelsessystemet fortsat, magtsygt presser ungdommen og øger forventninger. Det bliver en form for fængsel man ikke kan undslippe uden foretagelse af ændring.
Systemet kan jo ikke tage fejl, vel?
Men nu til det helt store spørgsmål. Hvad bliver der egentlig gjort ved dette voksende problem? For, fra perspektiveret af en gymnasieelev, virker det ikke som om der sker noget. Eller i hvert fald ikke noget der virker.
Hvis man følger bare en lille smule med i medierne for tiden, vil man høre meget om telefoner og sociale mediers indflydelse på unge. Så naturligt, bliver dette et perfekt mål at sigte skylden efter. På den måde, kan uddannelsessystemet bortforklare grunden til unges mistrivsel under uddannelse.
Alligevel, ses der ingen betydelig fremgang, endda efter det blev standardiseret på mange skoler at fratage elevernes telefoner. Men det kan jo ikke være systemets diktatoriske styrings skyld, næ nej, det er altid de ’skide’ telefoner. Jeg underkender ikke, at telefoner og sociale medier er medskyldige, det er bare langt fra den største faktor.
På den måde fralægger uddannelsessystemet sig al ansvar og kan derfor fortsætte som før. Det er som om, de beslutningstagende i uddannelsessystemet er blevet blændet af deres egen position og autoritet, hvilket forhindre dem i at se de ødelæggende konsekvenser af deres handlinger eller mangel derpå. Der er opstået en kløft mellem de ambitioner, der er sat for os, de unge, og de faktiske forhold, vi står overfor.
Kvantitet over kvalitet
Hvis man skal se på emnet med en lidt bredere kikkert, kan det principielt give mening, det som systemet har gang i. Den ønskede effekt af at presse de unge som citroner er, at få flere veluddannede ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. På den måde, at samfundet, som en helhed, kan få glæde af de uddannedes ydelser. Som i sig selv ikke er en forfærdelig årsag, men det er samt vigtigt at overveje om udkommet opvejer konsekvenserne.
Altså, kan man retfærdiggøre overtallet af ungdomsgenerationens psykiske pres, uoverskuelighed og magtesløs mistrivsel? Det virker usandsynligt. Fordi på lang sigt er det ikke bæredygtigt udelukkende at lære unge, hvordan man præstere under pres og bare ”kæmpe igennem”. Kvaliteten af arbejde udført på denne måde, bliver sjældent godt og vil smuldre eller kollapse.
Ændring som krav
Det er en nødvendighed at stræbe efter en sundere vej til dannelse for de unge i samfundet, da vi ikke kan, blive ved med at fortsætte på denne destruktive form for læring.
Forestil dig en fremtid, hvor uddannelsessystemet er dybt forankret i støtte og balance. Et uddannelsesmiljø, hvor læringsoplevelsen er lige så fokuseret på trivsel og personlig udvikling som på de faglige præstationer, ville skabe plads til en motiveret og velfungerende ungdom. Her vil eleverne ikke blot regnes for et tal, men som individer med unikke behov.
Den nuværende tilstand af mistrivsel og præstationspres bør ikke ignoreres længere, samt bør uddannelsessystemet tage ansvar og acceptere den situation de har skabt. Dog kan det være svært at indse noget der ikke påvirker en selv direkte. Altså, kan det blive vanskeligt for systemet at forstå problemet og dets udfordringer. Det vil kræve, at systemet ser indad for at kunne hjælpe de unge til en bedre og sundere fremtid.
“Gymnasiast 19 år”
NB: Indlægget er i enkelte passager forkortet i forhold til den oprindelige udgave.
