Hvordan får man venner? Om venner og venskaber blandt unge

Venner og venskaber er vigtige – ikke mindst for teenagere og unge. Gode venner gør livet sjovere, de hjælper os igennem svære tider, og de får os til at føle, at vi hører til. Men det med venskaber er ikke altid så nemt. Mellem skole, fritidsinteresser, sociale medier og alt det andet, der fylder, kan det være svært at opbygge og vedligeholde venskaber.

Du kan læse med, hvis du er teenager eller ung, og også hvis du som forælder eller fagperson vil hjælpe unge med deres venskaber.

Indhold

Dette blogindlæg har følgende indhold:

  • Hvad er et godt venskab?
  • Drop de urealistiske forventninger
  • Hvor finder man venner?
  • Hvordan bliver man venner?
  • Online venskaber
  • Når det hele føles svært
  • Hvordan kan forældre og lærere hjælpe?

Hvad er et godt venskab?

Et godt venskab er en relation, hvor begge parter føler sig trygge, respekterede og værdsatte.

Det handler ikke om, hvem man er, hvad man kan, eller hvordan man ser ud. Det vigtige er, hvordan dine venner får dig til at føle, når I er sammen.

Her får du en række tegn på gode og sunde venskaber.

Tegn på et sundt venskab

  • Gensidig respekt: I respekterer hinandens grænser, meninger og følelser, selv når I er uenige.
  • Støtte: En god ven er der for dig, når du har det svært, og fejrer dine sejre med dig uden at være misundelig.
  • Tryghed: Du føler, du kan være dig selv uden frygt for at blive dømt eller gjort til grin.
  • Ligeværd: Begge bidrager til venskabet – det er ikke kun den ene, der tager initiativ eller yder støtte.
  • Sjov og glæde: Et sundt venskab bringer mere glæde end stress, og I har det godt, når I er sammen.

Hvornår er en relation usund for dig? Her får du nogle tegn på usunde relationer.

Tegn på et usundt venskab

  • Kontrol og manipulation: Hvis din ven prøver at kontrollere, hvem du må tale med, eller får dig til at gøre ting, du ikke har lyst til, er det et dårligt tegn.
  • Misundelse og konkurrence: En usund ven kan have svært ved at glæde sig på dine vegne og forsøger måske at overgå dig hele tiden.
  • Mangel på respekt: Hvis nogen konstant kritiserer dig, griner af dig eller ignorerer dine grænser, er det ikke et sundt venskab.
  • Ubalance: Hvis du altid er den, der tager kontakt, planlægger ting eller lytter, mens den anden aldrig gør det samme, kan det være tegn på, at venskabet ikke er ligeværdigt.
  • Dårlig energi: Hvis du ofte føler dig drænet, ked af det eller nervøs efter at have været sammen med din ven, er det værd at tænke over, om relationen er sund.

Drop de urealistiske forventninger

Sociale medier og film viser ofte et billede af “perfekte” vennegrupper – store, glade og fulde af sjove oplevelser. Men virkeligheden ser sjældent sådan ud, og det er vigtigt at vide.

Det er ikke nødvendigt at have mange venner for at have et godt socialt liv. Et par gode venner, som du stoler på, er meget vigtigere end at have en stor gruppe, hvor det hele måske føles overfladisk.

Det er også helt almindeligt, hvis du ikke har en “bedste ven”. Forvent ikke, at én ven kan opfylde alle dine behov. Det er okay, at forskellige venner giver dig noget forskelligt – én er måske god at snakke dybt med, mens en anden er sjov at lave ting sammen med.

Venskaber ser forskellige ud fra person til person – nogle trives bedst med én tæt relation, mens andre har flere, de kan gå til.

Hvor finder man venner?

Det kan godt føles overvældende at skulle finde nye venner. Herunder er nogle idéer til steder og aktiviteter, hvor venskaber kan opstå. Du kan lade dig inspirere og afprøve en eller flere af ideerne.

Husk når du møder nye mennesker: Det vigtigste er at tage små skridt. I behøver ikke at blive venner med det samme – det handler om at skabe kontakt og lade tingene udvikle sig naturligt.

  • Fritidsaktiviteter og klubber:
    Hobbyer og fælles interesser er gode måder at møde nye mennesker på. Overvej at melde dig ind i en sportsklub, en ungdomsklub, en kunstforening eller en bogklub. Eksempel: Hvis du kan lide at spille badminton, så meld dig til en lokal klub. Det giver dig både motion og muligheden for at møde andre med samme interesse.
  • Frivilligt arbejde:
    Når du engagerer dig i noget, der gavner andre, kan du møde mennesker, der deler din interesse. Eksempel: Bliv frivillig i en lokal dyrebeskyttelsesforening, en ungdomsklub eller ved events som festivaler eller velgørenhedsløb.
  • Skolen eller studiet:
    Mange venskaber starter her, fordi man ses ofte og har et fælles udgangspunkt. Prøv at engagere dig i gruppeprojekter eller arrangere noget socialt efter skoletid. Eksempel: Start en studiegruppe eller spørg en klassekammerat, om I skal læse lektier sammen.
  • Kurser og workshops:
    Hvis du gerne vil lære noget nyt, kan kurser og workshops være en fantastisk måde at møde ligesindede. Eksempel: Deltag i et madlavningskursus eller en fotoworkshop – afhængigt af hvad der interesserer dig.
  • Sociale arrangementer:
    Hold øje med lokale begivenheder som koncerter, foredrag, fællesspisning eller åbent hus-arrangementer. Eksempel: Tag til en lokal sommerfest eller et åbent idrætsdag-arrangement og deltag aktivt i det, der foregår.
  • Online fællesskaber:
    Sociale medier, gaming-platforme og interessegrupper online er gode steder at møde folk, især hvis du bor i et område, hvor det kan være svært at finde nogen med samme interesser. Eksempel: Hvis du elsker gaming, kan du deltage i Discord-servere for spillere og måske arrangere at mødes med nogen lokalt.
  • Rejser og udveksling:
    At rejse kan føre til nye oplevelser og relationer, især hvis du rejser med grupper eller deltager i udvekslingsprogrammer. Eksempel: Overvej at tage på sprogrejse eller melde dig til en ungdomslejr i udlandet.
  • Dit nabolag:
    Sommetider er der muligheder lige omkring dig. Snak med naboer, deltag i nabolagsfester eller vær med i lokale fællesskaber. Eksempel: Tilbyd at hjælpe til ved et arrangement i din boligforening, eller start en samtale med en nabo, du ofte ser.
  • Sport og motion:
    Sport skaber sammenhold, uanset om det er fodbold, yoga, løbeklubber eller noget helt fjerde. Eksempel: Meld dig til en lokal løbeklub, eller spil basket i en park.

Hvordan bliver man venner?

Sidste afsnit handlede om, HVOR du kan opsøge nye relationer.

Dette afsnit handler det om, HVAD du kan gøre for at skabe en god kontakt.

Der er en del små ting, som kan hjælpe dig, når du vil opbygge nye relationer. Her får du nogle råd:

  • Smil og vær åben:
    Når du møder nye mennesker, kan et smil og en åben kropsholdning gøre en stor forskel. Det viser, at du er venlig og interesseret. Eksempel: Hvis du er til en ny fritidsaktivitet, så sig “hej” til nogen, du ikke har mødt før, og spørg dem, hvordan de kom i gang med aktiviteten.
  • Tag små initiativer:
    At tage det første skridt kan føles grænseoverskridende, men det behøver ikke være noget stort. Eksempel: Hvis du ser nogen sidde alene i frokostpausen, kan du spørge, om du må sætte dig ved deres bord. Det kan være starten på en samtale.
  • Brug det, du allerede har:
    Kig på de mennesker, du allerede er i kontakt med, og se, om der er mulighed for at komme tættere på nogen af dem. Eksempel: Hvis du har en sidemakker i klassen, kan du begynde at snakke med dem om lektierne og derefter om andre emner.
  • Lyt og vær nysgerrig:
    Folk elsker at tale om sig selv, og hvis du viser interesse for andre, bliver de ofte mere åbne over for dig. Eksempel: Spørg nogen om deres weekendplaner, deres yndlingsfilm, eller hvad de synes om en fælles oplevelse, som en skoletur eller et arrangement.
  • Vær dig selv:
    Det kan være fristende at prøve at tilpasse sig for at blive accepteret, men de bedste venskaber opstår, når du er autentisk. Eksempel: Hvis du elsker brætspil eller en lidt “nørdet” hobby, så del din interesse – der er større sandsynlighed for at finde nogen, der deler din entusiasme.
  • Brug sociale medier og apps med omtanke:
    Sociale medier kan være et godt sted at finde ligesindede, men husk at balancere det med offline tid. Eksempel: Hvis du følger nogen, der deler noget spændende, så skriv en venlig kommentar eller send en besked. Det kan være starten på en samtale.
  • Vær tålmodig:
    Venskaber tager tid at bygge op, og det er helt normalt, at det ikke lykkes med det samme. Lad tingene udvikle sig i deres eget tempo. Eksempel: Hvis du har inviteret nogen med til noget, og de siger nej, så prøv igen en anden gang uden at tage det personligt.

Online venskaber

En del unge møder deres venner online i dag, og man skal passe på med at underkende værdien af online relationer. Online venskaber og fællesskaber kan være lige så stærke som dem, man har ansigt til ansigt. Gennem spil, sociale medier eller interessegrupper kan man finde folk, man klikker med, og som forstår én.

Online venskaber kan være et supplement til andre venskaber. Eller det kan være en vigtig mulighed i perioder, hvor det ikke er muligt at få eller vedligeholde venskaber, der kræver fysisk tilstedeværelse.

Men der er også ting, man skal være opmærksom på:

  • Online venskaber kan mangle det nærvær, man får ved at ses i virkeligheden. Prøv at finde en balance mellem online og offline tid.
  • Husk sikkerheden. Del ikke alt om dig selv med nogen, du ikke kender godt nok.

Når det hele føles svært

Hvis du sidder og tænker, at det her med at få venner bare er alt for svært, så er du ikke alene. Det kan være hårdt og grænseoverskridende at tage første skridt, og det er helt normalt at føle sig ensom en gang imellem.

Husk, at det ikke er dig, der er noget galt med. Det kan tage tid at finde en ven, der passer til dig. Vær tålmodig, og vær dig selv.

Hvis du føler dig ensom, er det en god ide at tale med en voksen, du stoler på, om hvordan du har det.

Måske kunne du også være interesseret i at læse: Ung og ensom – Du er ikke alene

Hvordan kan forældre og lærere hjælpe?

Som voksen kan du gøre en stor forskel for unge, der kæmper med at finde deres plads i fællesskabet. Her er nogle idéer:

  • Skab trygge rammer: Arranger aktiviteter, hvor unge kan mødes og lære hinanden at kende i trygge omgivelser.
  • Hjælp med sociale færdigheder: Øv ting som fx at starte en samtale, smalltalk-emner, sige fra eller løse små konflikter.
  • Vær en rollemodel: Vis med din egen adfærd, hvordan man er en god ven – det gør en større forskel, end du måske tror.
  • Lyt til den unges udfordringer: Husk at lytte og anerkende den unges udfordringer, inden du kommer med forslag og gode råd.
  • Ideer til det sociale liv: Hvis den unge er interesseret, kan I tale om hvor og hvordan den unge kan opsøge nye fællesskaber eller styrke eksisterende relationer.
  • Opmuntr og støt: Når en ung prøver noget nyt eller tager initiativ, så anerkend det. Det kræver mod, og det fortjener anerkendelse.
  • Støt når det er svært: Det kan være svært og til tider grænseoverskridende for en ung at danne og vedligeholde venskaber. Din støtte og opbakning kan være afgørende.
  • Hjælp til sunde venskaber: Tal med unge mennesker om tegn på usunde relationer og mind dem om, at det er okay at sige fra. Et godt venskab skal ikke være perfekt hele tiden, men det skal give mere glæde end bekymring.