En digital generation
Unge mennesker er vokset op med skærme og sociale medier. Det er en uadskillelig del af ungdomslivet. Det er ikke realistisk for unge at undgå telefoner og computere. De unge har ikke selv valgt at vokse op i en digital verden. Derfor giver det heller ikke mening at bebrejde de unge for deres skærmbrug.
De fleste af os, både unge og voksne, kan blive langt bedre til at bruge vores skærme på en god måde.
Hvordan gør vi det?
Jeg vil prøve at give mine råd:
Indhold
Dette blogindlæg har følgende indhold:
- Skærmtid: Hvor lidt eller hvor meget?
- Sociale Medier: Godt eller skidt?
- Sammenligninger og kropsidealer
- Søvn og skærme
- Fællesskaber og venskaber online
- Sikkerhed online
- Til forældre
- En sund (digital) livsstil
Skærmtid: Hvor lidt eller hvor meget?
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn og unge mellem 5 og 17 år maksimalt bruger 1-2 timer på skærm i fritiden. De fleste af os overskrider nok denne anbefaling.
Det er helt sikkert en god ide at begrænse vores skærmtid, men det er også vigtigt at se på, hvad vi bruger skærmen til. Der er nemlig forskel på aktivt og passivt skærmbrug.
Aktiv eller passiv skærmbrug
Passivt skærmbrug: Du sidder passivt (og alene) med din telefon og lader dig underholde af fx TikTok, Reels, timevis af serier på Netflix eller endeløs scrolling af opslag på sociale medier.
Aktivt skærmbrug: Du bruger du telefonen aktivt til fx at være social, kommunikere med andre, søge information, lære nye ting, være kreativ, høre podcast osv.
Hvis du vil skære ned på din skærmtid, vil jeg foreslå, at du kigger på din passive skærmtid. Du kan fx sætte tidsbegrænsning på nogle Apps eller holde helt pause fra udvalgte Apps i en periode.
Afhængighed
Hvis du synes, det er svært at begrænse din skærmtid, er det ikke så mærkeligt. Techgiganterne, der står bagved produktionen af telefoner og sociale medier, er eksperter i at gøre os brugere mere eller mindre afhængige af deres produkter.
Techgiganterne bruger al den viden, der findes om den menneskelige hjernes belønningssystem (frigivelse af dopamin), til at få os til at bruge mest muligt tid i deres App, så de kan tjene flere penge.
Det er altså ikke din skyld, hvis du synes, det er svært at skrue ned for skærmtiden.
Sociale Medier: Godt eller skidt?
Jeg er vild med den grundlæggende ide bag sociale medier. Jeg synes, det er fantastisk, at vi kan have kontakt med hinanden uden fysiske begrænsninger. Vi kan lade os inspirere af mennesker fra hele verden. Det ser jeg som en kæmpe fordel.
Men der er helt sikkert også ulemper ved brugen af sociale medier.
Her er et par af ulemperne:
- En følelse af at skulle være PÅ hele tiden
- Frygt for at miste venskaber hvis man ikke svarer hurtigt på beskeder
- At være bange for at gå glip af noget (FOMO)
- Konstant at kunne sammenligne sig med andre
- At føle sig udenfor, fordi andre laver noget, man ikke er en del af
Kan du genkende nogle af ovenstående punkter?
Du kan læse mere om fordele og ulemper ved sociale medier i blogindlægget her: Sociale medier – skal du være bekymret?
Sammenligningskultur og kropsidealer
At sammenligne sig med andre er meget naturligt, især for unge mennesker. Tidligere generationer havde begrænsede sammenligningsmuligheder. Man kunne primært sammenligne sig med dem i klassen og i nabolaget.
Unge mennesker i dag kan via digitale platforme sammenligne sig med hele Danmarks ungdom, ja hele verden. Det betyder, at der altid vil være nogen, der er smukkere, tyndere, stærkere, klogere, og som lever et mere interessant liv.
Disse sammenligninger kan give næring til lavt selvværd og usikkerhed. Det er svært at holde fast i troen på sig selv, når man bliver eksponeret for, hvad der ligner perfekte mennesker.
Hvis du bliver i dårligt humør, når du kigger i dit feed på sociale medier, kan det være på grund af negative sammenligninger. Du kan overveje, om du skal rydde op i dit feed, så du følger kun profiler, der giver dig god energi.
Du kan læse om selfies og likes i blogindlægget her: Selfie-generationen
Søvn og skærme
Søvns betydning har tidligere været stærkt undervurderet. Jeg kan huske kommentarer som: Jeg kan sove, når jeg bliver gammel fra min egen ungdom. Men man ved nu, at søvn har afgørende betydning for en række vigtige områder.
En god nats søvn:
- Øger din trivsel
- Styrker dine sociale kompetencer
- Øger din evner til at lære nyt
- Gør dig klogere
- Styrker dit immunforsvar
Skærme og telefoner kan være en trussel mod den gode søvn. Her er 3 vigtige ting, du kan gøre for at forbedre din søvn.
- Lad telefonen blive uden for dit soveværelse, så den ikke forstyrrer dig i løbet af natten. (Brug et gammeldags vækkeur).
- Hold en skærmfri pause før sengetid, så din hjerne kan nå at slappe af, inden du skal falde i søvn.
- Prioriter tid til at sove. (Unge mennesker har brug for cirka 9 timers søvn pr. nat).
Fællesskaber og venskaber online
Det er skønt at være en del af fællesskaber i den fysiske verden og have venner, man kan mødes med. Ingen tvivl om det.
Men de online fællesskaber kan også noget. Online har man god mulighed for at møde mennesker, som deler ens interesser. Man kan være social på trods af begrænsninger af fysisk karakter, på grund af afstande, diagnoser eller andet.
Sunde online fællesskaber kan være en kilde til positivt socialt samvær. De kan være med til at styrke selvværd og sociale kompetencer samt nedbringe ensomhed.
Sikkerhed online
Jeg vil ikke komme med en lang forklaring om sikkerhed på digitale platform. Det ved jeg simpelthen ikke nok om. Men jeg vil opfordre til at bruge almindelig sund fornuft, når du færdes online.
Ligesom i den fysiske verden kan der online være mennesker med trælse hensigter. Snak med nogen om det, hvis du oplever noget mærkeligt eller ubehagelig online. Du skal ikke gå alene med sådanne oplevelser.
Til forældre
Hvis du vil ændre på din teenagers skærmbrug, må du starte med dig selv. Ja, jeg ved godt. Det er irriterende. Men du kan ikke forvente, at din teenager skal reguleres sin skærmtid, hvis du ikke selv er en god rollemodel.
Det er en god ide at inddrage hele familien, hvis der skal laves aftaler om skærmbrug.
I kan fx:
- Tage en snak om, hvad I gerne vil ændre og hvorfor. (Husk at lytte til din teenagers input)
- Lave helt konkrete aftaler, der gælder for alle
- Følge op på, hvordan det er gået efter et par uger
- Rette skærmaftalerne til, så de fungerer godt for jeres familie
- Finde på skærmfri aktiviteter I kan lave alene eller sammen
Du kan få ideer til skærmfri aktiviteter i blogindlægget her: Ideer til en skærmfri dag
En sund (digital) livsstil
En sund digital livsstil handler om at bruge de digitale muligheder på en god måde.
Du skal styre dine sociale medier, så de ikke styrer dig. Læg fx mærke til balancen mellem aktivt og passivt skærmbrug, og skru gerne ned for den passive del.
Du kan tænke over, om dit skærmbrug stjæler tid fra det, du egentlig gerne vil og har brug for.
- Får du sovet nok?
- Får du lavet dine lektier og passet din skole?
- Bruger du tid nok med din familie og venner?
- Får du bevæget dig?
- Kommer du ud i den friske luft?
- Har du tid til dine interesser?
Du skal ikke bebrejde dig selv, hvis du føler dig afhængig af din skærm. Det er helt naturligt.
Prøv i stedet at vælge en enkelt ting, du vil ændre på i forhold til dit skærmbrug.
Start gerne med en lille ændring, så der er gode chancer for at det lykkes.
Og gør det gerne sammen med andre.
God fornøjelse